Den Lidelse of Modern Rejst Ungdom

Jeg lider. Symptomerne omfatter kedsomhed, rastløshed, og en følelse af forudanelse om debut, og efterfølgende traumer af "voksne" liv. En stærk følelse af personlig fortrængning, følelsesmæssigt og fysisk. På trods af denne betingelse har klare rødder, kan jeg ikke synes at lægge sin oprindelse, trods alle mine bestræbelser Jeg kan ikke finde det Paulo Coelho beskriver i The Zahir, i sit sædvanlige tankevækkende, hvis spottende, måde, som de "acomodador«, en begivenhed, der drastisk ændrer ét liv, som regel på det værste. Den »acomodador 'kan sammenlignes med en historisk vendepunkt, et temmelig latterligt, men bekvem tanke, at vægten af historie kan afgøres af en enkelt begivenhed. Men på trods af alle mine viden om det modsatte, kan jeg ikke fjernes fra tanken om, at et enkelt vendepunkt har bragt på denne aktuelle melankoli. Dette synes at gøre en endnu mindre mening, når det lader til, at der er tusindvis af unge, universitet uddannede, fri tænkning personer, der lider af angreb af nøjagtig samme situation som I.

Min angreb startede for alvor i berøring af flyvemaskinen dæk til bane og Heathrow lufthavn, og er efterfølgende blevet forværret til det punkt af en kronisk sygdom som en kombination af verdens travleste lufthavn og London transportsystem. Bortset fra den tilsyneladende uhyrlige bekostning af det hele, (jeg havde for nylig været nyde godt af den økonomiske desperation anlagt den ved NAFTA i Mellemamerika), er selve tanken om at blive en af de forretningsmænd og kvinder bruger Tube denne dag inspireret frygt og modløshed så ren og umiddelbar, at det tog temmelig lang styrke, kombineret med ønsket om at se min familie for første gang i 5 måneder, for mig at modstå det overvældende ønske om at øjeblikkeligt at vende tilbage til mit sociale legeplads i de sidste par måneder. Jeg kunne ikke helt se, om det var grumme udsigten til en karriere truende tæt på og så symbolsk udtryk til mig af de utallige jakkesæt og dokumentmapper vises på underjordiske transport Jeg red i eller tab af min fulde frihed, som jeg havde svælgede i for sidste del af mit liv. Men som dagen forvandlet til dage og dagene blev uge opdagede jeg, at det var ingen af disse ting, som havde bragt på min melankoli. Rettere sagt, jeg fandt ud af, at det var et spørgsmål om spænding. Først opdagede jeg når jeg vender tilbage til min hjemby, at intet af betydning eller interesse var indtruffet, selv til det punkt, at jeg kunne gå direkte tilbage til begge mine tidligere job, uden selv at skulle vente på en åbning med at opstå, var det som om Tiden havde stået stille mens jeg havde været borte, hvilket gjorde leveret en momentan skub for mit ego, men hurtigt destilleret sig i skuffelse. Denne inaktivitet ikke var simpelthen resigneret til min hjemby, en overfladisk sæt telefonopkald til min daværende venner fra universitet bekræftet, at meget lidt var sket på min tamme venner rundt omkring i landet. Var det blot et spørgsmål om en unfair sammenligning imod min rejse livsstil eller var det en legitim, og svær, nedadrettede til 'virkelige verden' liv?

Selvfølgelig af familieliv med den, livet på landevejen er sammenligningen helt urimelig. Hver dag når jeg rejste jeg så, eller oplevet noget eller mødte en, som ændrede min måde at tænke og udvidet min mening, hvis det kun midlertidigt eller minutiøst. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tro, at min kritik af det virkelige liv, at vores forældre anbefale os er gyldig og korrekt. Jeg er ikke den eneste person, der føler denne måde. Jeg mødte snesevis af lyse, udgående personer, der efter deres tilbagevenden følte vægten af hverdagen lå tungt på deres skuldre, trods deres åbenlyse evne til at forfølge enhver karriere eller drømmer de ønskede det. De fleste vil selvfølgelig i sidste ende tilpasse og resignere til karrierestigen og den forventede levetid lever for weekenden. En tanke, at jeg ikke kan overholde og frygt måske mere end noget andet. Min sociale streak ofte har været den drivende kraft bag mit liv beslutninger, uanset om de er om min ansættelse, fritid eller uddannelse. Jeg er også realist, og indse, at jeg nærer et ønske om at socialisere og drikke, der ikke ville blive mindre af nogen kandidat ordning eller karriere, tværtimod ville det sandsynligvis udvikle det til et farligt niveau. Mellem disse to ideer ligger den egentlige årsag til min eksistentielle krise, som det var. En brændende idé, at næsten alle mennesker oplever i større eller mindre grad, uanset deres alder. Er der noget mere værd jeg kunne gøre med mit liv?

Dette spørgsmål, der under forskellige former kan plage nogen, af enhver profession, på alle alderstrin. Ironisk nok, selv om den påvirker hårdest de enkeltpersoner velsignet med triumvirat af uddannelse, fritid og nogle disponibel indkomst. I de fleste tilfælde vil en kombination af følelsesmæssige uvidenhed, alkohol og / eller en unødvendig overskydende såsom køb af en motorcykel eller en affære med en personlig træner er tilstrækkeligt til at undertrykke den følelse. Ak, for dem af os for nylig ud af universitetet, over-læse og under-ansat, disse løsninger netop plejer ødelagt spøgelset af en spildt liv. Der er bare for meget potentiale, for meget idealisme, for mange eksempler på en succes, dog flygtig eller forskønnet. Der i ligger problemet. Tanken om noget bedre at være ude er der ikke bare en idé, det er en realitet. Det kan opnås. Det er blevet nået. Selv om det kun er rejsende, der gør det 30 år gamle uden at have bøjet sig for det sociale pres, der, eller opgradere, der med held starter sit eget magasin eller pladeselskab, der er tydelige eksempler på succes, at overbevise mig om, at ønsket ikke er urealistisk og ikke malplaceret.

Med denne vigtige oplysninger i tankerne de fleste af os urolige rejsende kan og skal vende tilbage til et normalt liv med henblik på at generere de indtægter, som de finansierer deres vane. En heldig par kan kombinere evnen til at rejse med evnen til at tjene penge, men sandheden er, at disse job er få og langt imellem, og de fleste er dårligt betalt, giver kun en godtgørelse for »lommepenge« og mad. Når dette er sagt jeg vil personligt bide din hånd, hvis du tilbød mig en af de ædle få job til rådighed for jeg har virkelig blevet bidt af rejse fejl, måske var det netop denne grådig insekt, der forårsagede min utilpashed ... ... ....?

Denne artikel er skrevet af en bidragydende medlem af theglobalguru.net samfund, Oliver Mitchell. Tak til Olli for hans artikel og foto bidrag! Du er velkommen til at indsende dit eget indhold til videngrundlaget!

Lignende stillinger:

• Drop Package og Pick Up Your Backpack - ved Oliver Mitchell, februar 2009
• Grøften rutinemæssige. Få derude og udforske!
• Eagle Creek Passport Money Belt

based on 4 ratings Den Lidelse of Modern Rejst Ungdom, 4,3 ud af 5 baseret på 4 bedømmelser